Sletten er fjern og vejret et andet,
én efter én dækker laviner landet
og hér, brager stenskred på stenskred ned.
Man kan dreje fra og undvige dybet,
men vi ta’r en sværere vej mod lyset,
farlig, som en krigssti soldaterne sled.

Dén som ikke kom, ingen risiko tog
han har ikke prøvet sig selv og sit mod
om han så kunne plukke stjernerne ned.
I dalen der møder, der ser du ikke
blandt alle din livslykkes skønne blikke
en brøkdel af bjergenes sande underbarhed.

Ingen højrøde roser og sørgebånd
og et monument så ulig i ånd:
dette bjerg, som har skænket hvile til dig.
Om dagen stråler, som evig ild,
dets tinde af smaragdgrøn is
som ikke lod sig underkaste af dig.

Lad blot folk snakke og bruge mund
men nej, ingen dør uden grund
og bedre hér end af snue eller af druk.
For andre vil komme, deres sjælefred
vil de satse, og med umådeligt slid
klare vejen som du opgav med et suk.

Foran lodrette vægge må du ikke måbe,
på lykketræf skal du ikke håbe,
hér kan du ej stole på klippe, sten eller is.
Vi tror kun på håndens styrke og magt
på vennens hænder og pløkkens skaft
og beder til at livlinen er præcis.

Vi udhugger trin, som ej går tilbage
møjen og sliddet får knæ til at klage
og hjertet vil sprænge brystet for at nå op.
Du har verden i hånden, du er glad og stum
og kun meget lidt misunder du dem,
de andre, som endnu ser frem til denne top.