Som en stormklokke hørtes en nat de tunge skridt,
også vi må altså snart tage afsked uden ord.
Ad ukendte stier farer svedende heste i ridt,
men hvor fører de rytterne, vi ved ikke hvor.

Vor tid er en anden, ja, ond, men søg lykken som før,
og i jagten på den vil vi lette, vi vil flyve afsted.
Blot vil venner forgå under jagten, de bedste, de dør,
og i farten ser vi ikke at en ven ikke længere er med.

Og længe endnu vil vi se et bål som en kæmpe ildebrand,
ja, længe vil støvlers knirken synes som et dårligt tegn,
og børn lege krig med de gamle navne, hærdet af tidens tand,
og længe endnu vil folk dele sig op i fjende og i ven.

Men når bulder og brag og gråd og tårer er forbi,
og når vores heste stopper med at ride under os,
når vores piger bytter kappen med kjoler af sidste skrig
må vi ikke glemme, ej tilgive eller tabe, nej, ikke os.