Langs slugten, på kanten af afgrunden, ja helt ude på dens rand
pisker jeg hestene med min nagejka, pisker dem til de går frem
jeg kan ikke få luft, jeg drikker vinden og opsluger tågens damp
jeg føler med gysende fryd - jeg går til grunde, jeg er fortabt!

Sæt farten ned, mine heste, sæt den så ned blev der sagt!
og lad være med at lytte til piskens smældende sang!
Men jeg fik lunefulde heste af selve skæbnens magt,
jeg fik ikke levet færdig, jeg vil synge nok en gang!

Jeg giver hestene vand, jeg ender denne sang
og tøver blot en lille stund ved denne afgrund.

Jeg forgår! som et dun på en hånd vil orkanen ta’ mig bort,
det er morgen, over sneen farer slæden og tager mig afsted,
Mine heste! løb ej så hurtigt, anstreng jer ikke for hårdt,
sæt farten lidt ned, forlæng min vej mod det sidste tilflugtssted.

Sæt farten ned, mine heste, sæt den så ned blev der sagt!
for jer skal pisk og knut ikke mere have rang.
Men jeg fik lunefulde heste af selve skæbnens magt,
jeg fik ikke nok af mit liv, jeg vil synge nok en gang!

Jeg giver hestene vand, jeg ender denne sang
og tøver blot en lille stund ved denne afgrund.

Vi kom frem - som gæst hos Gud kommer ingen for sent,
men det er sjovt som der er engle dér der synger så gement.
Enten hører jeg en klokke der af gråd har glemt at tone rent
og ellers er det mit skrig til hestene om ikke at strække ben.

Sæt farten ned, mine heste, sæt den så ned blev der sagt!
jeg bønfalder jer, flyv ej i galop endnu en sidste gang!
Men det var lunefulde heste jeg fik af skæbnens magt,
om man blot kunne leve færdig og synge nok en sang!

Jeg giver hestene vand, jeg ender denne sang
og tøver endnu et sekund ved denne afgrund.