I drømme ser jeg gylden ild
og raller hæst i søvne:
“Giv mig tid, ak, giv mig tid,
lad mig sove på det!”

Men dagens komme afstår heller
intet der minder om glæde,
enten lyger du tommavet eller
drikker for at få det bedre.

Hej, én gang og endnu engang,
gang på gang på gang på gang
drikker du for at få det bedre
 

På skænkestuen er dugen grøn,
servietterne blændende hvide,
som himlen for nar og fattiglem,
for mig som den fangnes kvide.

I kirkens halvlys stinker der,
røgelse fylder dens sfære,
nej, også i kirken, ser jeg at,
intet er som det skal være.

Op på bjerget i største hast
for at ulykker ikke skal ske,
på bjerget står en el så fast,
ved dets fod et kirsebærtræ.

Om blot vedbend voksede hér
så ville jeg glædes på ære,
om blot der alligevel var noget mer,
men intet er som det skal være.

Hej, én gang og endnu engang,
gang på gang på gang på gang
er intet som det skal være.
 

Hen over sletten, langs en flod,
her var lys og mørke, men ingen gud,
over marken hvor kornblomster stod,
eg videre ad vejen, videre ud!

Indtil man når en dunkel skov
fyldt med grusomme hekse,
og hvor vejen ender der står
et skafot og en blodig økse.

Hestene danser afsted i takt,
tvungent, men roligt og smult,
henad vejen samt videre, ak,
og ved enden, dødens mulm.

Hverken kirke eller skænkestue:
intet er helligt, nej, alting er galt!
Nej, mine venner, den må I sluge,
ak, mine venner, alting er galt.

Hej, én gang og endnu engang,
gang på gang på gang på gang
er alting, ak, mine venner, galt.