Til digterne og de andre, men mest - til digterne
Den livet gi’r en tragisk død, han er en sand poet,
og hvis hans tid er inde så des mere.
Ved tallet seksogtyve tog pistolen én med ét,
en anden greb til løkken ogkrepered’.

Ved tallet treogtredive, Kristus... (Også han var poet,
sagde: Dræb ej, jeg finder dig hvis du gør det.)
Men søm blev slået i hans hænder for at hin profet
ej længere skulle skrive eller tænke.

Når tallet syvogtredive nævnes bliver jeg ædru straks,
hør blot hvad der er hændt for længe siden:
Ved dette tal gik Pushkin til duellen, men han trak
for sent, Majakovskij, derimod, til tiden.

Ved tallet syvogtredive vil vi standse for en stund,
den drevne Gud kræver svar: Enten - eller!
Rimbaud og Byron lagde sig ved denne grænse, kun
vor tids poeter slipper fra dens fælder.

Duellen indtraf aldrig eller blev skudt til "engang",
ved de treogtredive fik jeg et kors, men ej for vægtigt.
Som syvogtrediveårig var min tinding endnu blank
for blod, men grå hår voksede tilfældigt.

Er det svagt at skyde sig? At have tabt sit mod?
Tålmodighed, I galninge der skryder!
Poeten går på knivsæggen med sin bare fod,
og skærer sin nøgne sjæl indtil den bløder.

En lang hals har en digter, som alle andre mænd,
forkort den dog, det er den bedste udvej.
En kniv i ham, han læner sig imod den selv såmænd,
og væk er truslen fra hans lumpne ordleg.

Jeg ynker jer disciple af fatale tal og dage,
der sukker som et harems konkubiner:
Vor levealder stiger, også digternes finale
bliver måske forsinket et par timer.