I fire år pløjede vort piratskib havets vande,
i både slag og storm med fanen højt hejst op,
vi lærte endelig at sy vores sejldug allemande
og at fylde hver en læk med vores egen krop,

En flådeeskadrille følger i røven på vores skude
og henter de os ind, bliver det til vores skade,
Men vor kaptajn, han sagde roligt til os derude:
“Vi flyder stadig, vi flyder stadig...“

Flagskibsfregatten har lagt sig an til kanonade
tyk røg er som malet over hele agterdækket,
Svaret er på øjemål øg søm vi lige får ladet.
Ild & død i det fjerne, lykken står den kække...

Vi har da klaret øs ud af værre problemer før,
men i storm, øg med en læk, til vores skade!
Men kaptajnen signalerer, alt går som det bør:
Vi flyder stadig, vi flyder stadig...

Hundreder af øjne ser os gennem teleskoper,
ser os miste forstanden midt i al den røg,
men aldrig skal de se os lænket til vores årer,
aldrig skal de tro vi er kujoner, føj.

Slaget er ikke lige. Vort skib er ved at gå ned.
Frels vore sjæle hvis du frelse dem vil lade!
Men kaptajnen skreg: “Til våben, folk, og vid:
Vi flyder stadig, vi flyder stadig...

Dem der vil leve, som er brave og ikke rotter,
gør jeres næver våde klar til at kæmpe i slaget.
Dem som er rotter, lad dem fly af vores skotter,
de hindrer blot os andre i at vinde kvælertaget.

Og rotterne tænkte alle, tror han det er en vits,
og hoppede over borde bort fra kanonaden,
mens vi andre gjorde os klar til blodig krig.
Vi flyder stadig, vi flyder stadig...

Fjæs til flæs, kniv mod kniv, øje overfor øje,
så vi ikke bliver til haj og blæksprutteføde,
men først én med dolk, så én med papegøje,
en efter en forlod vi vores synkende skude.

Nej! Den vil altså ikke synke helt til bunden,
en planke eller to vil endnu flyde på havet,
for vi er et med havet, begge er vi forbundet,
og kaptajnen havde ret: Vi flyder stadig...