Jeg husker ikke min undfangelses time,
min hukommelse er ikke helt intakt,
men den skete om natten og i synd tillige
og jeg blev født til tiden som sagt.

Hverken i vrede eller smerte blev jeg født,
trods alt er ni måneder ikke engang et år.
Jeg sad inde første gang i min moders skød,
ikke i spjældet, men det er samme æde man får.

Så tak til jer, alle helgener gode
at I spytted’ og pustede på
mine forældre så de forstod
at de sammen et barn sku’ få

i de fjerne og rædsomme dage
der nærmest minder om sagaer nu,
hvor lange kolonner måtte trave
for at komme til lejren hvor de sku’ bo,

nogen blev nappet på brudenatten,
og mange tilmed før den tid,
men her er stadig jeg og banden
af brødre, et herligt kompagni.

Dystre tanker, tag jer bort fra mit sind,
lad ordene redde mig, som en poet.
Første gang jeg slap fri af min pind
var i otteogtredive, per statsligt dekret.

Vidste jeg hvem der trak pinen ud,
sku’ jeg give slynglen blod til sin tud,
men jeg fødtes og leved’ med mine drenge
i huset for 1. Meshchanskayagades ende.

Her bag muren, lige derinde,
bællede naboparret løs,
der var et evigt rivegilde,
med både fyren og hans tøs.

Her levede alle ydmygt og jævnt
fordelt på de lange korridorer
var fyrre trange værelser klemt,
men kun et lokum per firs beboer’.

Her klapred’ tænder om vinteren,
her varmed’ intet tæppe af klude,
her lærte jeg værdien af penge
hvor mange kopek der går på en rubel.

Vor nabo bekymred’ sig ikke over luftalarmen,
og lidt efter lidt blev mor også vant til den.
Jeg, en sund og rask treårig, lufted’ harmen,
gav pokker i sirenen, hva’ sku’ jeg med den.

Men ikke alt fra himlen kommer fra Vorherre,
de brandbomber f.eks. som fængede overalt,
jeg bød min revnede spand for således at ære
dem der kæmped’ for at slukke ild med vand.

Gennem tre huller i taget trængte
solens stråler ind og ramte
Gisya, en gammel jødisk kone
og Jevdokim, en russisk bonde.

Hun spørger ham til hans sønner,
“Noget nyt?” “Nej, stadig savned’,
men du har også brug for bønner,
Giska, der hvor du er havned’.

“Ja der hvor I er havned’, føler I det samme,
ligesom alle russere føler skæbnen nu,
på slagmarken ligger mine, døde eller lamme,
dine sidder i lejren, uden skyld som du.”

Længst var jeg færdig med ble og sut,
jeg kan næppe ha’ været til meget besvær.
Men de drilled’ mig, kaldte mig lille gut,
skønt jeg var så normal som man ka’ vær’,

Mørklægningsgardineme hev jeg ned
da tysken var slået og rædslen slut.
Fædre og brødre kom hjem til et sted
der ikke mer’ var det samme nu.

Tante Zina gik fornemt klædt, hun bar
en bluse med slanger og en drage,
det var fordi Vovehik Popovs far
med sig havde krigsbytte taget.

Trofæer fra mystiske Japan
og fra det besatte Tyskland,
alle Slaraffenlands skatte kom
i kufferter i en fortsat strøm!

På stationen greb jeg min faders seler
og bad ham om ikke jeg måtte få dem,
mens fra deres evakueringssteder
civilbefolkningen væltede hjem.

Folk kom altså tilbage og faldt da til igen,
drak sig atter fulde, blev også ædru på ny.
Dem der fik nogen tilbage græd af glæde, men
dem der forblev alene græd i vilden sky.

Vitka og Genka gav sig til at grave tun’ler,
da vi spurgte, svared’ de begge på denne vis:
“Gange ender altid med en væg, men under
kan man også grave, da ender man i lys.”

Men Vitka og hans ven i dåd
ville ikke lytte til faderens råd
og fra vores gang, af rejselængsel,
graved’ de sig til et ophold i fængsel.

Han Vitka kom altid op at slås,
men nægtede, stillet mod muren, sit.
Og på grund af hans evige trods
blev han stillet mod muren - tit.

Fædrene havde deres syn på livet,
men også vi børn kunne tænke selv
og vi tog absolut intet for givet
som voksne selvstændige mænd.

Fra vi var et Ar gamle sloges vi som gale
til blodet drev som var vi hærdede soldater,
og i kældrene hørte man rene ynglinge tale
om at kaste sig under tanks i vores gader.

Ikke en kugle havde strejfet dem,
de lærte deres job og holdt sig i live.
Men risikoviljen sad fast i dem,
så de sleb deres file om til knive.

Dybt i lunger skar de ind
røget sorte af nikotin
og så blev skæftet drejet rundt
for at det sku’ gøre ondt.

Som fængselsspirer når de kom ud
og var trætte af at stå for skud
bytted’ de med krigsfanger brød
for skarpe knive der skar rødt.

De startede op med falskspilleri
og gik siden over til gement tyveri,
men nu er romancen slut, kan jeg fortælle
nu er de hærdede kriminelle.

Vi havde en sortbørshandlerske her
så magtfuld at hun end ikke frygtede Gud,
da hun døde var hun mindst blevet millionær,
Tante Marusja drev lidt af en bod.

Inde hos naboen sulted’ familien
mens Marusja i stilhed sipped’ sin sprit,
men en skønne dag faldt hun over trinet,
et hæsligt og grusomt endeligt.

Men at lave gryn er som et stof
er man først i gang får man ikke nok,
og således spændte det altså af
med Tante Marusja Peresvjetova.

Mange endevendte hendes lejlighed
tilsyneladende var der intet at finde.
Særligt tunnelgraveren følte sig noget led
og ked af således at finde det bare intet.

Han smadrede hele gangen og skreg
“Skide møgunger med jeres snot,
jeg kæmped’ for jer og baned’ min vej
men sig mig for hvad det gjorde godt?”

Vi plejed’ at leve som sild i en tønde,
men snart blev priserne sænket lidt,
dæmninger tæmmede vilde strømme
og floderne skabte elektricitet.

Børn af sergenter, børn af majorer
blev sendt til Sibirien, på landets top,
for trapperne i vort hus var gjort så
de kun gik ned - og aldrig op.