På restauranten hang kun usle billeder som
De tre bjørne og Den sårede ridder,
kaptajnen sad ensom ved et bord, jeg spurgte om
jeg måtte sætte mig, han sagde: - Sid ned.

- Ryg! - Nej tak, Kazbjék, det ryger jeg ikke.
- Fint, så drik da! Tjener, bring et glas til min. ven!
- Men.. - Drik, blev der sagt, og det indtil du får hikke!
Må du leve! - Bestemt! svarede jeg ham igen.

- Godt, sagde kaptajnen der var blevet lidt fuld,
du drikker snaps som en mand, men lad mig høre
ville du stå fast foran kampvognens tunge skud
vile du gå til angreb hen over den sorte pløre?

- I året 43, tæt ved Kursk, var jeg sergent,
og dengang var det netop... som jeg sagde!
Lidt af alting skød de på mig, alligevel stod jeg fast
for at du, min dreng, kunne nyde dine dage.

Han bandede og han drak og spurgte til min far,
stirrede på maden, hæved’ stemmen og skreg:
- Jeg har givet mit liv for dig, din usle lille nar,
og du lever bare livet som om det var en leg!

- Hvad ville du da sige hvis du blev sendt i krig?
Men du sidder bare hér og bæller ildvand!
Jeg følte mig belejret som i Kursk i en fjern tid,
dengang vor kaptajn kun var en sergent.

Han drak, så drak han mere, og jeg drak bare med,
men da vi kom til enden af brændevin og ord
krænked’ jeg ham blodigt, sagde, før jeg tog afsted:
- Aldrig vil du, kaptajn, blive udnævnt til major!