I bjergpassets ro hvor klipperne aldrig forstyrrer vinden,
på skrænter så stejle at ingen var kommet helt derop,
havde et muntert bjergekko fordum sit bo under tinden,
det besvarede skrig, hvin og råb - menneskers råb.

Når ensomhed fylder din hals med en klump, et dæmpet suk
undslipper næppe hørligt og falder mod afgrundens bund,
griber ekkoet hurtigt og snildt dit nødråb i dets flugt,
forstærker det og bærer det forsigtigt i hånden en stund.

Det kan ej ha’ været mennesker, men udyr drukne af gift,
ingen hørte dem komme med grynt og tunge skridt
kun for at myrde og lukke munden på den levende kløft,
de fangede ekkoet, bandt det og kneblede det solidt.

De vedblev med onde og blodige løjer den hele nat,
de trampede ekkoet under fod, men ingen hørte et pip,
om morgenen eksekverede de det tavse ekko og da
strømmede tårer som sten fra de sårede klippers granit...