Jeg voksede op, blev smuk og stor,
takket være min far og min mor,
havde aldrig travlt og masser af venner,
bøjed’ mig ikke, stod altid rank,
var ligeglad og gik lige frem,
og jeg hjalp mit hoved med begge hænder.

Men så sladrede nogen om mig,
anmeldte mig og viste mig vej
til et rum hvor et skilt si’r: Hold tiden i agt’
dér spiser de alting uden salt,
stempler dig inden du har talt,
lukker kuverten og sender dig bort med magt.

Siden slap de mig fri, jeg tog hjem
til familien som udtjent tugthuslem,
de hænger på mig, disse år, kan ej kastes bort.
Jeg havnede hos en vis sjakbajs,
der uden tøven mønstrede mig
som langturschauffør i en lastbiltransport.

Afsted det gik, men på vores vej
kørte vi fast, og ved siden af mig
i kabinen mæler min makker ikke et muk.
Om bare han ville råbe og klage,
med 500 frem, det samme tilbage,
hans tænder klaprer blot Sabeldans i et hug.

Vi kendte vejen og vidste godt
at byggesjakket vented’ på os,
ogat vores job var at køre - nat efter nat!
Menuheld kan ske selv på helligdage,
og med 500 frem, det samme tilbage
vort nødråb spildt i snestormen der ta’r fat.

“Stands motoren - si’r min makker -
denne lastbil gå op i flammer!
Du ser jo selv, der er intet at gøre hér.
Med 500 frem, det samme tilbage
vil vi sne inde førend det dages,
dækket så godt at graveren bli’r hvor han er.”

Jeg svarer hum: “Mug dog ikke!"
Han gi’r skruanøglen olme blikke
og ser ud som en ulv (skønt han er min ven)...
Med 500 frem, det samme tilbage,
hvem af oh skal komme til at klage,
det skal han nok bovine når han kommer frem.

Han var mig nær som af blodets bånd,
han spiste af selve min flade hånd,
men som han betragter mig nu fryser jeg til is.
Men han kan vel være ligeglad,
for hvem vil senere huske at
han glemte vort fme venskab på denne vis.

Min makker sm uttede ud i det blå,
jeg krøb sammen og lod ham gå,
og havde en drøm om vor muntre batalje hér:
Vi var påny mellem sne og slud,
jeg proved’ at finde vejen ud,
men der var kun en indgang, og den var forkert.

Det endte simpelt traktorer kom,
Med reb og læge, og lastbilen som
var havnet i grøften kom da endelig frem.
Og min makker kom, en smule bleg,
men man vil igen sende os på vej,
så jeg slår en streg over alt og tilgiver ham.