Som en stormklokke genklang i natten de blytunge skridt,
også vi må altså snart afsted og tage afsked uden ord.
Ad hidtil ubetrådte stier galopperer hestene i ridt,
men hvor de bærer rytterne - endnu ved vi ikke hvor.

Vor tid er en anden, ja, ond, men søg lykken som før,
og i jagten på den vil vi lette, vil flyve afsted.
Blot vil venner forgå under jagten, de bedste dør,
og I farten ser vi ikke at en ven ikke længere er med.

Længe endnu vil vi se et bål som en kæmpe ildebrand
og længe vil støvlers knirken lyde som dårlige tegn,
børn lege krig med gamle navne, hærdet af tidens tand,
og længe endnu vil man dele sig op i fjende og i ven.

Men når bulder og brag og gråd og tårer er forbi,
og når vores heste stopper med at ride under os,
når vores piger bytter kappen med kjoler af sidste skrig
må vi ikke glemme, tilgive eller tabe, nej, ikke os.