Langs vor grænse til Pakistan eller til Tyrkiet
ligger den stribe jord de kalder ingenmandsland,
til højre: Vores kaptajn, med grænsekavaleriet,
og til venstre regerer deres betroede mand.

Men i det såkaldte ingenmandsland
uvant skønne blomster iblandt.

Vor kaptajns forlovede vil meget gerne giftes,
men hun har et forbehold, sir’: - Kære, hør min vilje:
en brud skai have sin buket før ringene kan skiftes,
for et bryllyp uden blomster er blot et drikkegilde.

Men i det såkaldte ingenmandsland
ses uvant skønne blomster iblandt

Tyrkernes kaptajn har ved et sælsomt sammenfald
også en forlovet fyldt med griller og med krudt,
også hun si’r: - Kære (blot på tyrkisk) hør min skat,
der skal være bryllup, vi skal giftes, dermed slut!

Og i det såkaldte ingenmandsland
ses uvant skønne blomsters glans

Tre af vore grænsevagter, alle tapre mænd,
meldte sig af egen drift til at følge vor kaptajn,
måske de havde rede på at tyrkerne såmænd
også søgte blomster hin nat blandt pigtrådshegn.

For i det såkaldte ingenmandsland
ses uvant skønne blomsters glans

Kaptajnen bliver beruset af den stærke blomsterduft,
men også de andres fører vakler på sine fødder.
- Han falder jo på blomsterne, lyder et tyrkisk suk,
og på russisk høres et "Ak" som vor kaptajn udstøder.

For i det såkaldte ingenmandsland
ses uvant skønne blomsters glans

Kaptajnen falder i søvn og drømmer
at grænsen bliver åbnet som Kremis port,
at bunkerne tømmes, soldaterne rømmer
tieres post - man kan gå på den frie jord.

Hvorfor er det ikke sandt? Jorden er jo ingen mands,
den er sgu da neutral, for fanden!

Og i det såkaldte ingenmandsland
ses uvant skønne blomsters glans.